Forskningsgruppen Interdisciplinær Medieforskning samler medievidenskabelige kompetencer på Institut for Kultur og Globale Studier. Fra forskellige teoretiske og metodiske positioner er gruppens særlige interesse mediernes rolle som kulturskabende og -bekræftende faktor i et globalt og medialiseret samfund. Forskningsgruppen er teoretisk baseret på etablerede traditioner som genrestudier, æstetiske studier og narratologi, men interesserer sig også for nyere kernebegreber i medieforskningen som fiktionalitet, miljø og medier, viral kommunikation og selvfremstilling. Gruppen trækker endvidere på nyere tilgange til medier som produktionsstudier og affektstudier. Mediemæssigt er gruppens kernefaglighed orienteret mod især film og tv-medierne, men gruppen har også stor interesse i nyere digitale medier og i samspillet mellem medietekster på tværs af platforme. Forskningsgruppens helt grundlæggende samlepunkt er viden om og interesse for mediernes historiske udvikling. Det gælder såvel de enkelte medier som den tværmediale udveksling af udtryksformer. Mediernes dialektiske forhold til kulturhistorien er således essentiel for gruppens faglighed og  aktiviteter.

Gruppen beskæftiger sig med tre hovedspørgsmål:

  1. Hvordan kan vi forske i og behandle forholdet mellem medier og kulturel udvikling?
  2. Hvordan kan vi med rødder i mediernes historie analysere genrer og udtryksformer i et medialiseret og globalt samfund?
  3. Hvilke nye videnskabelige tilgange er relevante for interdisciplinær medieforskning, og hvilke relationer har disse til de allerede etablerede traditioner?

Kontakt

Kontakt

Forskningskoordinator Steen Ledet Christiansen

Mail: steen@cgs.aau.dk
Tlf.: 9940 9177