Årets Forfatter 2011: Tore Mortensen · 15. februar 2012

Som et bevis på at Instituttets medarbejdere har været blandt de produktive på universitetet, er en af instituttets medarbejdere blevet kåret til Årets Forfatter på Aalborg Universitetsforlag.

Hermed et stort tillykke fra Instituttet til Tore Mortensen.

I forbindelse med Aalborg Universitetsforlags årlige repræsentantskabsmøde, som blev afholdt d. 15. november, blev Årets Forfatter 2011 kåret.

Udnævnelsen af Årets Forfatter tilfaldt i år Tore Mortensen, lektor ved Institut for Kultur og Globale studier, Aalborg Universitet og Leder af Center for Dansk Jazzhistorie. Tore Mortensen udgav i 2010 bogen Fortællinger om jazzen. Dens vej gennem Statsradiofonien, Danmarks Radio og DR.

I talen begrundede forlagschef Pernille Herold udnævnelsen med, at udgivelsen er et godt og ikke mindst flot eksempel på, hvor succesfuldt forskning kan formidles, når forfatteren har godt styr på sit stof og samtidigt har en klar idé om, hvordan stoffet formidlings- og layoutmæssigt skal præsenteres. Samtidigt er udgivelsen også et vigtigt bidrag til den kulturpolitiske debat, når det gælder mediebilledets særlige segmenter, heriblandt jazzen. Udgivelsen har været en slags katalysator for serien All that Jazz, som sidenhen har resulteret i endnu en flot jazz-udgivelse - Fra Odd Fellow til East Park. Jazz i Aalborg 1920-1970 – som Tore Mortensen har fungeret som redaktør på, sammen med sine nære kolleger fra Center for Dansk Jazzhistorie.

Tore Mortensen kåres desuden for sit store engagement i musikformidling – jazzen i særdeleshed, hvilket ikke kun kommer til udtryk i forfattergerningen, men i høj grad også i det gode samarbejde, forlaget har med forfatteren – et samarbejde, der sættes stor pris på, ikke mindst pga. Tore Mortensens smittende gode humør og altid optimistiske tilgang.

Gå til nyhedslisten